Spring til indhold
Støtteforeningen for Hospice Djursland og StrandbakkehusetStøtteforeningenHospice Djursland · Strandbakkehuset

Organisation

Vedtægter

Vedtægter for Støtteforeningen Hospice Djursland og Strandbakkehuset. Vedtaget på foreningens generalforsamling d. 18. marts 2026.

  1. § 1

    Foreningens navn

    Støtteforeningen Hospice Djursland og Strandbakkehuset.

  2. § 2

    Foreningens hjemsted

    Støtteforeningen har sin adresse på den til enhver tid siddende formands adresse.

  3. § 3

    Foreningens formål

    Gennem samarbejde og dialog med ledelsen:

    • Støtte aktiviteter og det almene vel på Hospice Djursland, herunder dagtilbud, samt på børne- og ungehospice Strandbakkehuset.
    • Udbrede kendskabet til hospicetanken gennem oplysningsvirksomhed.
    • Sikre, at DSI HD's bestyrelse har kompetente bestyrelses­medlemmer jf. DSI HD's vedtægter.
  4. § 4

    Medlemskab

    Som medlemmer kan optages enkeltpersoner, par, foreninger, institutioner og virksomheder. Medlemskabet tegnes for et år ad gangen. Kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling. Kontingentet opkræves helårligt og dækker det givne kalenderår. Enkeltmedlemmer har én stemme, par har to, foreninger, institutioner og virksomheder har én stemme. Stemmeret kan kun udøves ved personlig tilstedeværelse.

  5. § 5

    Foreningens øverste myndighed

    Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, som holdes hvert år inden 1. april. Indkaldelse finder sted med mindst 14 dages varsel via sociale medier, eller annoncering i den lokale avis, eller ved e-mail. Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage inden generalforsamlingen.

    Generalforsamlingen har følgende dagsorden:

    1. Valg af dirigent
    2. Formandens beretning
    3. Aflæggelse af regnskab
    4. Fastsættelse af kontingent
    5. Indkomne forslag
    6. Valg af 1 eller 3 bestyrelsesmedlemmer
    7. Valg af op til 2 suppleanter
    8. Valg af revisor
    9. Eventuelt
  6. § 6

    Organisation

    Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges for en periode på 3 år, således at der på tur afgår 1 eller op til 3 medlemmer. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og evt. kasserer — kassereren kan vælges udenfor bestyrelsen. Derudover vælges op til 2 suppleanter.

  7. § 7

    Bestyrelsen tegnes af

    Formanden og et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens gæld.

  8. § 8

    Regnskaber

    Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet revideres af en på generalforsamlingen valgt registreret eller statsautoriseret revisor.

  9. § 9

    Hospice Forum Danmark

    Støtteforeningen Hospice Djursland og Strandbakkehuset er medlem af Hospice Forum Danmark. Medlemskab af Støtteforeningen for Hospice Djursland og Strandbakkehuset medfører automatisk medlemskab af Hospice Forum Danmark i overensstemmelse med denne forenings vedtægter. Støtteforeningen godkender retningslinjer for administrationen af fradragsberettigede gaver i Hospice Forum Danmark.

  10. § 10

    Vedtægtsændringer

    Vedtægtsændringer kan gennemføres med 2/3 flertal af de fremmødte.

  11. § 11

    Opløsning af foreningen

    Opløsning af foreningen kan foretages, når mindst ½ af medlemmerne er til stede, og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Hvis det tilstrækkelige antal medlemmer ikke er til stede, kan foreningen opløses på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, hvis 2/3 af de fremmødte stemmer for. Hvis foreningen opløses, skal dens midler anvendes til støtte for andre hospiceaktiviteter i landet eller til humanitære formål på Djursland, eksempelvis Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen.

Vedtaget på foreningens generalforsamling d. 18. marts 2026.